lørdag den 26. november 2011

COREPER og Namur

Den første uge af november var ret hektisk på arbejdet. Jeg var som sagt ansvarlig for programmet for ministerens besøg, så det gik der rigtig meget tid med. Der var mange tidspunkter og personer at jonglere rundt med og få til at passe sammen, men udsigten til at møde en minister fra det kommende formandskab åbner også mange døre i EU-systemet.
Onsdag var min attaché og jeg inviteret til frokost af den irske attaché, hvilket var meget cool. Onsdag skulle vi også afprøve en nødsliske, som vi skal bruge for at komme ned fra 7. sal i tilfælde af brand e.lign. Det er en stor stofpose med en indvendig rutsjebane (se billede), og det var faktisk rigtig sjovt at tage turen ned i de fine dragter, som vi skulle hoppe i. Forhåbentlig bliver det ikke nødvendigt at gøre for alvor!



Fredag var jeg med til det første af en række COREPER-møder om EU-patentet og den kommende fælleseuropæiske patentdomstol. Det er en ret stor sag, som det nuværende polske formandskab har lagt stor prestige i, så det kan være at sagen når at blive lukket inden Danmark skal overtage. 

Onsdag aften mødtes jeg med nogle af de andre praktikanter ang. Personaleforeningen på Repræsentationen, som jeg er blevet medlem af - og vistnok 'formand' for praktikantmedlemmerne. Vi skulle planlægge næste uges torsdagsbar, som vi praktikanter havde taget initiativ til. Der bliver nok ikke så mange arrangementer under formandskabet, fordi alle får så travlt, men vi håber på at kunne holde nogle casual torsdagsbarer en gang imellem.

Weekenden var ganske stille og rolig, og det var dejligt at få slappet lidt af. Lørdag eftermiddag nåede James og jeg en tur til byen Namur, der ligger en lille time sydøst for Bruxelles. Det er en køn mellemstor provinsby med en livlig hovedgade og et gammelt fæstningsværk, som ligger på en høj hvor to floder mødes og hvorfra man har en fantastisk udsigt udover hele byen.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar