søndag den 4. september 2011

Første uge i Bruxelles

Jeg kom herned mandag den 29. august, så nu har jeg næsten været her i en uge. Helt tilfældigt mødte jeg Marie, min gamle tutor fra Statskundskab, ved bagagebåndet i Bruxelles’ lufthavn. Hun skal i praktik i NATO. Vi tog en taxa sammen ind til byen, og det viste sig, at vi skal bo ret tæt på hinanden.


Jeg bor i en lejlighed på gaden Chaussée de Wavre i Ixelles-kvarteret, som ligger lidt øst for centrum og lige op af EU-kvarteret, hvor også den danske repræsentation ligger.


Jeg skal bo sammen med Mette og Tone, som er praktikanter samme sted som mig, men i nogle andre afdelinger. Jeg kendte dem ikke på forhånd, men jeg havde snakket med Mette om nogle spørgsmål i forhold til studet, idet hun også læser statskundskab på KU. Af den vej blev jeg tilbudt det tredje værelse i den lejlighed, som vi nu bor i. Tone læser International Business and Politics på CBS, og hun er vokset op sammen med Mette. De er begge smaddersøde og vi har det godt som samboer. Vores kommende arbejdsplads ligger kun et lille kvarters gang fra lejligheden, hvilket er virkelig praktisk.


Lejligheden er 224 m2 i stueetagen fordelt på tre soveværelser, to badeværelser og to toiletter, et stort køkkenalrum og stue med ”bibliotek” samt et par rum til opbevaring og et lille gæsteværelse. Derudover har vi en gårdhave/terrasse. 


Mit værelse ligger i den ene ende af lejligheden, ud til gaden, mens Mette og Tone bor ud til gårdhaven i den anden ende. Der var virkelig beskidt i lejligheden, da vi flyttede ind, så de første dage gik med tilbundsgående rengøring. De andre var kommet herned om lørdagen, så de havde allerede gjort et stort stykke arbejde. Lejligheden er fuldt møbleret, så efter nogle dages hårdt arbejde har vi fået indrettet os godt, og det begynder at føles som et hjem. Tirsdag var vi i IKEA og købe det meste af hvad vi manglede.


Torsdag den 1. september begyndte selve praktikopholdet så. Jeg skal være praktikant – eller stagiaire, som det kaldes i EU – på Danmarks Faste Repræsentation ved EU. EU-Repræsentationen varetager den danske regerings interesser i forhold til EU-samarbejdet, og den er pt. den største danske repræsentation i udlandet. Normalt varer praktikophold her kun et halvt år, men jeg og mine medpraktikanter skal være her i 11 måneder, fordi Danmark i første halvår af 2012 har formandskabet for EU, hvilket betyder ekstra stor travlhed.
Op til og under formandskabet vokser Repræsentation fra ca. 80 til 160 medarbejdere, som primært er udsendte fra de danske ministerier. Vi er 26 praktikanter, mod normalt 11. Repræsentationen ledes af den såkaldte ”faste repræsentant”, som er Danmarks højest rangerende embedsmand i relation til EU.

Her kan du se en lille intro til EU-Repræsentationen:

Repræsentationen er organiseret i forskellige sektioner, som knytter sig til de respektive ministerier i Danmark samt de forskellige politikområder i EU-samarbejdet. Jeg skal sidde i Økonomi- og Erhvervssektionen, som blandt andet beskæftiger sig med det indre marked, konkurrenceevne, forbrugerpolitik, patentrettigheder, finansiel regulering, søfart med mere. Jeg og min medpraktikant Lisa skal assistere otte medarbejdere (kaldet attachéer eller sagsbehandlere) og følge forskellige sager på vej gennem EU-systemet.

Arbejdet består i at assistere vores sagsbehandlere på forskellige måder. Meget af tiden kommer til at gå med at dække møder, enten alene eller sammen med en sagsbehandler, og skrive referater – såkaldte indberetninger – som sendes til de relevante personer i de danske ministerier, hvor sagerne følges og Danmarks holdning fastlægges. Med andre ord skal vi være deres øjne og ører eller forlængede arm. Derudover skal vi hjælpe til med post, e-mail og telefoner, og hvad der ellers dukker op undervejs.

Vores arbejde knytter sig primært til Rådet, som er den gren af EU-systemet, hvor den danske stat i kraft af regeringen er repræsenteret, og som fungerer som medlovgiver. Der er forskellige niveauer indenfor Rådet: 1) Arbejdsgrupper, hvor sagsbehandlere fra landenes repræsentationer deltager, og hvor forslag forhandles og diskuteres i dybden, 2) COREPER, som er det højeste niveau af embedsmænd, hvor de faste repræsentanter mødes og forhandler mange af forslagene endeligt på plads, og 3) Selve Rådet (Ministerrådet), hvor landenes ministre mødes med jævne mellemrum og forhandler tingene færdigt, hvis der ikke allerede er opnået enighed på et lavere niveau.
Meget af Repræsentationens (og dermed mit) arbejde knytter sig til Rådets arbejdsgrupper, men da EU-Parlamentet også spiller en stor rolle i lovgivningsprocessen, skal vi ligeledes bruge en del tid på at dække arbejdet i Parlamentets udvalg, hvor de samme forslag diskuteres og forhandles. Der er altså mange lande, parter og interessenter, som man skal tage hensyn til, hvis man som land gerne vil have sine interesser igennem på et givent område.

Den første dag på Repræsentationen gik med et introducerende møde, hvor vi hørte om det daglige arbejde, de forskellige EU-institutioner, vores egen rolle som praktikanter og de administrative støttefunktioner (IT, arkiv osv.) som findes på Repræsentationen. Derefter mødte vi vores vejledere, som er vores primære kontaktpersoner under praktikopholdet, og vi kom ud i de forskellige afdelinger/sektioner, hvor vi hilste på de andre medarbejdere og så småt blev sat ind i det arbejde, som vi skal udføre. Vi får stillet en bærbar computer og mobiltelefon til rådighed samt brugernavn og e-mail i Udenrigsministeriets regi.

Fredag var jeg så allerede til mit første møde i én af Rådets arbejdsgrupper. Det nærmere indhold af disse møder og de forskellige landets positioner er fortrolige, men overordnet handlede det om revisionsrapport om en lånegarantiordning for europæiske virksomheder, som Rådet skal komme med sine kommentarer til. Som I kan se på Youtube-videoen, så foregår møderne i et stort lokale, hvor alle landene er samlet med formandskabet og Kommissionen for bordenderne. Landene byder så ind med deres synspunkter og der forhandles frem og tilbage. Det var virkelig spændende at være med til mødet, og jeg var travlt beskæftiget med at tage referat og finde op og ned på et for mig ukendt politikområde. I starten er det hele meget overvældende, så jeg glæder mig til at blive mere rutineret gennem noget ”learning by doing”.


Selvom det bliver et travlt år, så skal det hele selvfølgelig ikke gå op i arbejde. Både torsdag og fredag var vi praktikanter ude og drikke øl efter arbejde. Ude foran EU-Parlamentet – som ligger ca. midt imellem vores lejlighed og den danske repræsentation – ligger Place de Luxembourg, hvor der er et rigt udvalg af barer, heriblandt ”danskerstedet” Grapevine. Derudover er området generelt rigt på barer, caféer og spisesteder, så der er rig mulighed for at gå ud efter en lang arbejdsdag. På Repræsentationen er der også en personaleforening, som her i efteråret blandt andet arrangerer valgaften, Oktoberfest og julefest.
De andre praktikanter er sjove, rare og imødekommende, og jeg er sikker på, at vi får det kanon sammen i den kommende tid. I weekenden har vejret været lækkert, men vi har ikke lavet så meget her i ’Maison de Wavre’ – vi har lige skullet fordøje de mange nye indtryk og lade op til den kommende arbejdsuge, som uden tvivl bliver udfordrende, lærerig og travl.

Hvis I har nogle spørgsmål eller hilsner, er I meget velkomne til at skrive til mig på Facebook, e-mail, osv. Jeg vil gøre mit bedste for at opdatere bloggen jævnligt.
Au revoir!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar