fredag den 14. oktober 2011

Indian summer i Bruxelles (så længe det varede)

OBS: Jeg er igen kommet lidt bagud på bloggen, så vi er altså tilbage i slutningen af september!

Arbejdsugens højdepunkt var torsdag (den 29. september), hvor der var Rådsmøde i Rådet for Konkurrenceevne. Det er kulminationen på vores arbejde i den forstand, at både arbejdsgruppemøder og COREPER handler om at forberede de emner, som ministrene skal behandle på Rådsmøderne. Der var kommet en lille gruppe fra Økonomi- og Erhvervsministeriet samt Udenrigsministeriet, som sammen med den stedfortrædende faste repræsentant, tre sagsbehandlere og jeg udgjorde den danske ”delegation” til Rådsmødet. Vi havde endnu ingen minister, så derfor var det den faste repræsentant, som sad i Danmarks stol. Jeg dækkede mødet fra lyttesalen (salle d’écoute), hvor video og lyd bliver vist for dem, som der ikke er plads til i selve mødelokalet. En masse emner blev behandlet og jeg var hele tiden travlt optaget af at tage noter til det referat, som jeg skulle skrive første udkast af. Mødet sluttede kl. 18 og derfra gik jeg lige hjem og skrev referat; jeg behøver vist ikke at sige, at det var en lang men også meget spændende dag.



Sent torsdag aften kom mine forældre på besøg i Bruxelles, men jeg fik ikke set dem før fredag kl. 12, hvor de mødtes med mig på Repræsentationen. De fik en lille rundtur i bygningen og hilste på nogle af dem fra etagen. Fra venstre er det Signe, Katrine og Anders, som er tre af mine sagsbehandlere.




Derefter gik vi over i Rådsbygningen, Justus Lipsius, hvor de kom med ind og så lokalerne, hvor vi holder arbejdsgruppemøder og rådsmøder. Det var sjovt at vise dem hvordan arbejdet foregår i praksis, og hvor det er jeg tilbringer meget af min tid hernede. Vi spiste frokost på en lille italiensk restaurant i EU-kvarteret, hvorefter vi gik ned og så EU-Parlamentet på vej tilbage til lejligheden. Sidst på eftermiddagen tog de ind til Grand Place og jeg gjorde mig klar til at tage tilbage til Repræsentationen, hvor der var Oktoberfest. Det var en superhyggelig aften med masser af dans, skæg og ballade.



Lørdag var vi ude ved Atomium lidt nord for byen. Atomium blev bygget i forbindelse med Verdensudstillingen i 1958 og skulle egentlig have været revet ned efterfølgende – men den fik altså lov til at blive stående. Den forestiller et jernmolekyle forstørret 165 milliarder gange. 



Der er en fin udsigt fra den øverste kugle/sfære og det er sjovt at man kan gå rundt mellem sfærerne, som rummer forskellige udstillinger. Atomium er naturligvis en udpræget turistmagnet, men det var faktisk ikke så slemt i forhold til, at vejret var helt perfekt. Bagefter spiste vi frokost på en restaurant tæt på metrostationen, hvor vi fik nationalretten moules frites (dampede muslinger med pomfritter). 





Om eftermiddagen tog vi ind til centrum, hvor vi var rundt i området omkring Grand Place. Blandt andet var vi på baren Le Cercueil (= kisten), som er dekoreret med skeletter, kranier og en kiste som bord – meget interessant. Der var et hav af mennesker i byen, så efter at have vandret lidt rundt endte vi på en italiensk restaurant, hvor vi spiste en fin middag til trods for tjenernes stress og glemsomhed.



Søndag var vi lidt rundt i byen, først nede omkring Châtelain-kvarteret og så spiste vi frokost på Place Eugène Flagey, hvor vi fandt en rigtig god restaurant. 




Om eftermiddagen var vi tilbage i lejligheden, hvor min far hjalp med nogle håndværkermæssige hængepartier i lejligheden. Om aftenen var vi oppe ved St. Boniface, hvor der ligger en rigtig fin thairestaurant, og efterfølgende var vi lige omkring Naamsepoort, hvorfra de tog metroen hjem til hotellet da vi havde sagt farvel. Det var alle tiders at have besøg af dem og vise dem rundt i min nye hverdag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar